Når der foreligger en bødesag vedr. overtrædelse af Arbejdsmiljøloven, bliver man som virksomhedens juridiske rådgiver ofte spurgt om det kan være rigtig, at selvom virksomheden har gjort hvad der var muligt for at instruere de ansatte, så bliver virksomheden alligevel sigtet og dømt for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven?
En sag fra Østre Landsret illustrerer problematikken meget godt: En virksomhed stod tiltalt for overtrædelse af Arbejdsmiljøloven, fordi en medarbejder havde brugt en rundsav, hvor afskærmningen, i strid med reglerne, var fjernet. Under sagen i såvel byretten og i landsretten var der enighed om at det var en forglemmelse fra medarbejderens side. Der var endvidere fremlangt APV (arbejdspladsvurderinger), hvoraf det fremgik, at medarbejderne var blevet instrueret i at benytte rundsaven med tilhørende sikkerhedsudstyr. Det var endvidere blevet indskærpet af ledelsen, hvilket heller ikke blev bestridt. Men den pågældende dag, da Arbejdstilsynet kom på besøg, havde nogen fjernet afskærmningen, og fordi der forelå fare for medarbejderen (som i strid med instruksen) ikke havde påmonteret afskærmningen, kom retten til den konklusion at :”det forhold, at den pågældende medarbejder undlod at følge sikkerhedsinstruktionerne for den pågældende maskine, findes imidlertid ikke at være af en sådan karakter, at forholdet falder udenfor det tiltalte selskabs strafansvar efter arbejdsmiljøloven. Tiltalte har således ikke ført et effektivt tilsyn med arbejdet”.
Virksomheden blev herefter dømt. Dommen blev af virksomheden anket til landsretten. Virksomheden gjorde gældende, at den ikke kunne holdes ansvarlig for at en medarbejder i strid med de givne instrukser havde fjernet afskærmningen. Anklagemyndigheden henviste til at ”Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg” , som i betænkningen til lovforslaget til Arbejdsmiljøloven, havde udtalt, at ”som udgangspunkt har en arbejdsgivers tilsyn ikke været effektivt, hvis en medarbejder kan udføre arbejdet i strid med arbejdsmiljølovgivningen”. Virksomheden blev på denne baggrund dømt også i landsretten. Normalt skal der i straffesager foreligge det der i fagsproget kaldes ”tilregnelse”, d.v.s. overtrædelsen kan ”bebrejdes” den pågældende, som har overtrådt loven. Desuden skal det kunne bevises hvem det er. Men i sager om overtrædelse Arbejdsmiljøloven – har man en regel om, at der kan der pålægges en arbejdsgiver bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes arbejdsgiveren som forsætlig eller uagtsom. Denne sag viser, at i og med, at afskærmningen var fjernet, så var virksomheden i lovens forstand skyldig.