Københavns Byret har ved som af 16. november 2012 frifundet arbejdsgiver for straffeansvar i henhold til Arbejdsmiljøloven § 82, jf. § 86, i anledning af en alvorlig personskade i forbindelse med montage af betonelementer, hvor en ansat faldt ca. 3 m ned fra 3. sal. Forholdet var at to ansatte arbejdede på et betondæk under brug af faldsele, idet rækværket (lovligt) var midlertidigt fjernet. Ved forkert brug af sikkerhedslinen (Yoyo), som derved var blevet for lang, kunne den ikke afbøde virkningen af et fald, hvorved en ansat kom slemt til skade.
Arbejdsgiverens advokat rejste tvivl om anklagemyndigheden kunne dokumentere, at det faldsikringsudstyr, som skadelidte havde været iført på uheldstidspunktet, var uforsvarligt – og om den ansatte havde brugt i strid med den givne instruktion. Sagen omhandlede også om hvorvidt arbejdsgiver kunne dokumentere, at der forud for uheldstidspunktet var givet den fornødne instruktion i brugen af faldsikringsudstyr og at der var givet forbud mod at færdes langs en åben kant ved byggeriet. Slutteligt omhandlede sagen spørgsmålet om, hvorvidt der fra arbejdsgivers side var dokumenteret at være ført et tilsyn med overholdelsen af den anførte instruks vedrørende brug af faldsikringsudstyr samt færdsel på byggepladsen.
Efter en grundig bevisførelse i form af forevisning af faldsikringsudstyr samt afhøring af det firma, der havde leveret faldsikringsudstyret tillige med forklaring fra Arbejdstilsynet og arbejdsgivers formand med vidner, fandt retten, at der var ført bevis for at være givet den fornødne instruktion samt ført et effektivt tilsyn, samt at anklagemyndigheden ikke havde løftet bevisbyrden for at den anvendte arbejdsmetode har været uforsvarlig, hvorfor arbejdsgiver blev frifundet.
Når man gennemgår praksis om overtrædelse af Arbejdsmiljøloven, er der ikke ret mange sager, hvor en arbejdsgiver er blevet frifundet. Dette er dog det nyeste eksempel. Sagen viser, at der skal en meget omfattende bevisførelse til fra tiltaltes side, hvilket med en arbejdsgivers øjne kan synes urimeligt. Normalt er det anklagemyndigheden, som skal påvise den tiltaltes skyld – og ikke en tiltalte sin uskyld. Svaret ligger formentligt i det forhold, at der i sager om overtrædelse af Arbejdsmiljøloven har udviklet sig en praksis, hvor arbejdsgiver ender med at få bevisbyrden for sin uskyld.