Sagen drejede sig en elev på en efterskole med en dansk mor og en indisk far. Efter at samarbejdet med efterskolen blev afbrudt i maj 2012 indgav eleven en klage til efterskolen over at være blevet tiltalt som “perker” af en lærer.
Efterskolen afviste beskyldningerne, men det blev efterfølgende af læreren oplyst, at eleverne i forbindelse med en opgave i kristendom skulle illustrere lignelser fra ”Det nye testamente” med fotos af dem selv i forskellige roller. En af lignelserne var den ”Barmhjertige Samaritaner”. Gruppen med klager spurgte, hvad en “samaritaner” var. For at drage det ind i en nutidig sammenhæng, sammenlignede læreren ordet “perker” med “samaritaner”. I forbindelse med rollefordelingen i den gruppe på tre elever, som klager var en del af, endte det med, at de i gruppen blev enige om at tildele klager rollen som samaritaner, hvorefter læreren sagde, at han så måtte være “perkeren”. Både elever og lærer grinede, og læreren fornemmede ikke en konflikt i situationen.
Klageren mente, at han var blevet udsat for forskelsbehandling, fordi han blev kaldt “perker” af en lærer i en kristendomstime. Han krævede en godtgørelse og tilbagebetaling af skolepengene. Den pågældende lærer nægtede at have brugt ordet “perker”. Han havde aldrig brugt ordet, da han nærmest ikke kendte til det. Måske havde han brugt ordet for flere år siden, men som en forklaring til en elev, der troede, at der var noget, der hed “Perker-land”. Der blev klaget over en episode, som lå mere end ½ år tilbage i tiden, hvilket gjorde det vanskeligt at fremkalde præcise detaljer.
Chikane betragtes som forskelsbehandling, når en optræden i relation til race eller etnisk oprindelse finder sted med det formål, eller den virkning, at krænke en persons værdighed og skabe et truende, fjendtligt, nedværdigende, ydmygende eller ubehageligt klima for den pågældende. Det er den part, som påstås at have fortaget krænkelsen, som har bevisbyrden for, at den ikke har fundet sted.
I sin afgørelse lagde Ligebehandlingsnævnet vægt på, at anvendelsen af udtrykket “perker” efter en subjektiv vurdering kan anses for at være krænkende for klager. Nævnet fandt imidlertid, at anvendelsen af ordet “perker” ikke var rettet mod klager, men mod den rolle, som klager skulle spille, og derved ikke var egnet til at krænke klagers værdighed. Anvendelsen af ordet “perker” i den konkrete sammenhæng var derfor ikke chikane. Nævnet lagde endvidere vægt på, at der var tale om en enkeltstående episode, og at klager først seks måneder efter episoden rettede henvendelse til indklagede og gjorde opmærksom på, at han havde følt sig chikaneret i den konkrete situation.