Sommeren 2013 har været solrig med masser af varme. Det har givet anledning til overvejelser m.h.t. hvilke arbejdsmiljøregler, som gælder for arbejde i varmt vejr / omgivelser. Reglerne findes i AT-vejledning A 1.3., som beskriver et ”komfortområde” for temperaturer i hvilke mennesket kan arbejde uden at det føles for varmt eller koldt. Tommelfingerreglen er, at komfortområdet ligger mellem 18 og 25 °C ved stillesiddende arbejde. Komfortområdets grænser afhænger dog af den fysiske aktivitet. At-vejledningen henvender sig til arbejdspladser, hvor der kan være arbejdsprocesser med en stærk varmeudvikling. Arbejdsfunktionerne ved disse processer indebærer ofte høj til meget høj fysisk aktivitet. Men reglerne kan også finde anvendelse på arbejde i store kontormiljøer
f.eks. i bygninger med meget glas i tag og vægge. Arbejdsmiljøreglerne kræver, at temperaturen i arbejdsrum skal være tilpasset den menneskelige organisme og tage hensyn til de arbejdsmetoder og den fysiske belastning, som arbejdet kræver.
Belastningen ved at arbejde i varme omgivelser afhænger af, hvor hårdt fysisk arbejdet er, omgivelsernes temperatur, luftfugtighed og lufthastighed, den ansattes beklædning og den tid, der arbejdes i stærk varme.
Der skal træffes foranstaltninger, hvis de vejledende grænser overskrides. Høj varmebelastning skal som hovedregel modvirkes gennem tekniske foranstaltninger. Det kan f.eks. være: Indkapsling af varmekilder, erstatning af varmekilder med løsninger, der afgiver mindre varme, brug af tekniske løsninger, der kan bidrage til at nedsætte den enkeltes aktivitetsniveau ved arbejdsprocessen eller ændringer i arbejdsbeklædningen. Hvis de tekniske løsninger ikke er tilstrækkelige, skal der træffes organisatoriske foranstaltninger, fx i form af pauser eller skift til arbejdsfunktioner, der ikke giver høj varmebelastning. Pauselængde og/eller skift til andre – køligere – arbejdsfunktioner skal tilrettelægges, så den maksimale værdi for varmebelastningen inden for en vilkårlig time i løbet af arbejdsdagen ikke overskrides. Under alle omstændigheder skal der være adgang til frisk drikkevand. Dehydrering er nemlig en væsentlig risikofaktor for de akutte symptomer ved arbejde i stærk varme. Det har været fremme, at medarbejdere kan nedlægge arbejdet under henvisning til reglerne i Hovedaftalen om ”liv – velfærd – ære” ud fra en betragtning om at arbejde i varme omgivelser er velfærdstruende. Det vil ikke være lovligt at nedlægge arbejdet, så længe virksomheden holder sig inden for rammerne af AT-vejledning 1.3. Er dette ikke tilfældet kan Arbejdstilsynet give påbud, men arbejdet kan ikke lovligt nedlægges.