Stofskiftesygdom var handicap i lovens forstand. Afskedigelse i strid med ligebehandlingsloven.
En speditør med en stofskiftesygdom, der medførte en påvirkning af øjnene, blev afskediget. Indklagede lagde i begrundelsen vægt på, at klager var den, der bedst kunne undværes, da hun som følge af sygdommen arbejdede hjemme tre dage om ugen. Nævnet fandt, at klagers sygdom var et handicap, og at klager havde påvist faktiske omstændigheder, der gav en formodning for, at hun havde været udsat for indirekte forskelsbehandling på grund af sit handicap i forbindelse med afskedigelsen. Nævnet lagde vægt på, at indklagede havde oplyst, at valget faldt på klager, fordi hun som følge af nedsat arbejdstid og hjemmearbejdsdage var mindre fleksibel end andre medarbejdere. Den nedsatte arbejdstid og hjemmearbejdsdagene skyldtes klagers handicap. Indklagede havde ikke løftet bevisbyrden for, at klager ikke var udsat for ulovlig forskelsbehandling. Nævnet lagde vægt på, at indklagede ikke var utilfreds med klagers arbejdsindsats, og at afskedigelsen alene skyldtes klagers manglende fleksibilitet. Nævnet fandt, at afskedigelsen af klager ikke kunne begrundes med manglende fleksibilitet som følge af tilpasninger, som indklagede havde pligt til at foretage. Indklagede havde heller ikke dokumenteret, at ønsket om fleksibilitet fra klagers side ikke kunne opnås ved andre tilpasningsforpligtelser. Klager fik derfor medhold i klagen og en godtgørelse på 290.000 kr., svarende til ni måneders løn. Derimod kunne nævnet ikke tage stilling til, hvorvidt klager kunne have en yderligere krav efter funktionærlovens regler som følge af, at hun efterfølgende blev opsagt med forkortet varsel, da hendes sygefravær oversteg 120 dage inden for 12 måneder. Bemærkninger til afgørelsen: Det er ikke indenfor ligebehandlingsnævnets kompetence at afgøre sager indenfor funktionærlovens område. Det sorterer under byretten eller det fagretlige system. Det er ikke nyt, hvorfor det kan undre, at det spørgsmål er søgt prøvet ved nævnet.
Diskrimination p.g.a. hovedbeklædning – klager manglede retlig interesse. Sagen afvist.
Klagen drejede sig om, at en supermarkedskoncern tillod kvindelige muslimske ansatte at bære tørklæde, mens jøder og sikher ikke måtte bære henholdsvis kalot og turban. Da klager ikke selv var blevet forskelsbehandlet, og dermed ikke havde nogen retlig interesse, tiltrådte nævnet sekretariatets afvisning af klagen. Bemærkninger til afgørelsen: Afgørelsen er i overensstemmelse med princippet i dansk ret.
Favorisering af gæster i bikini og stiletter i strid med ligebehandlingsloven.
Det var i strid med ligestillingsloven, at et diskotek havde fri entré til gæster, der var iført bikini og stiletter. Klager fik derfor medhold og en godtgørelse på 2.500 kr. Bemærkninger til afgørelsen: Denne sag ligner mange andre, som har en kønspolitisk undertone. Sagen ville formentlig have fået et andet udfald, hvis også mænd i bikini og stiletter have fået samme positive særbehandling på diskoteket.