De henvendelser om ligebehandling en advokat får, kommer primært fra virksomheder, som ønsker rådgivning FØR sagen opstår, mens borgere ofte klager direkte til Ligebehandlingsnævnet uden forudgående rådgivning. Det kan ses på antallet – og typerne – af sager.
Ser man på det samlede antal sager i Ligebehandlingsnævnet, handlede mere end halvdelen af sagerne om en person, som var blevet forskelsbehandlet på grund af sit køn, prisforskelle i swingerklubber, diskoteker og frisører.
Blandt de 78 sager, som Ligebehandlingsnævnet også behandlede, men hvor klager ikke fik medhold, var der ca. 20 sager, hvor klager var utilfreds med, – at der var for meget sport med mænd i tv, – at et rejsebureau havde arrangeret en tur til Nepal kun for kvinder, – at SKAT kaldte sig “skattefar” og ikke “skattemor” på Twitter, og – at et jobcenter, under en temaevent med ledige, ifølge klager anvendte “heteronormative sexistiske bemærkninger”.
I 2013 traf Ligebehandlingsnævnet 134 afgørelser i sager om mulig kønsdiskrimination. I 56 af sagerne fik klager medhold. Af de 56 sager handlede de 30 om, at klager skulle betale mere, eller ikke kunne få de samme vilkår, som én af det modsatte køn i f.eks. en swingerklub, en frisør, eller på et diskotek. I ni sager var en privatansat blevet udsat for kønsdiskrimination på sin arbejdsplads. I ni andre sager gjaldt det en offentlig ansat. Til gengæld var der 17 sager, hvor en bar eller et diskotek tilbød det ene køn lavere priser eller gratis drikkevarer end det andet køn. F.eks. handlede fem af sagerne om gratis Cava på et diskotek til dem, der mødte op i stiletter.
Ugebrevet ”Agenda”, som har udarbejdet statistikken, har bedt om politikeres kommentarer til de mage specielle sager i nævnet. “Ligebehandlingsnævnet er desværre ved at blive en magnet for tossede sager,” siger Fatma Øktem, ligestillingsordfører for Venstre. Hun mener, at det nu er tid til at underkaste Ligebehandlingsnævnet et eftersyn. Ligestillingsminister Manu Sareen har bedt om at få undersøgt, om nævnet bruger ressourcerne bedst muligt.
Hvis man ville undgå de sager, som Fatma Øktem kalder ”tossesager”, kunne det overvejes at ændre klagereglerne, således at man får disse ”tossesager” skilt fra. Hvis klageren skulle dokumentere at have en retlig interesse i spørgsmålet og der endvidere skulle betales et klagegebyr af en vis størrelse, samt at nævnet kunne pålægge at betale omkostninger, ville det sandsynligvis afhjælpe problemet og tage ”toppen” af antallet af ”tossesager”.