Prækvalifikation i offentlige udbud giver tilbudsgivere udfordringer. I mit daglige arbejde med at yde rådgivning til virksomheder, som ønsker at være med i dette de større udbud, oplever jeg ofte frustrationer over uklare godkendelseskriterier, hvor det virker som om det er ”dagsformen” hos udbyder, som bliver afgørende, i stedet for den klare politik for, hvilke kriterier, som udløser en godkendelse til at byde. F.eks. en afvisning med begrundelsen ”der var for mange tilbudsgivere og vi skal kun bruge 3, så vi valgte dig fra” – eller ”vi kunne ikke se om din sikkerhedsrepræsentant har været på kursus” kan godt give frustrationer!
Som aspirant til at blive prækvalificeret, skal man på den ene side helst ramme ”dagsformen” hos udvælger ved at skrive så meget som muligt, og på den anden må skal man helst undgå at skrive for meget, som udvælgeren måske slet ikke er interesseret i at vide.
Der er en række gengangere i problemstillingerne, uanset om det drejer sig om en håndværker, revisor eller kontorforsyningsvirksomhed; Det er, at udbydere ofte stiller urimelig høje referencekrav. Det sker ved at udbyder stiller krav om at prækvalifikationsaspiranten dokumenterer, at han tidligere har løst store opgaver. I takt med at udbud sker i større og større ”klumper”, er det en kæmpe udfordring at følge med for tilbudsgivere, som jo ikke kan dokumentere at de har store opgaver, fordi de får dem aldrig, fordi de kan ikke opfylde referencekravet. Sagt med andre ord, ”så bider problemet sig selv i halen”. Konsekvensen er, at kun meget få spillere på markedet kan opfylde referencekravet. Det betyder igen en svagere konkurrenceudsættelse, med risiko for at prisdannelsen sker på et for højt niveau. Der findes løsninger i praksis, men de tager tid og giver tilbudsgivere yderligere omkostninger. Det ville derfor være godt, hvis man fra politisk hold tog fat på problemet og, f.eks. i offentlige udbud, fik sat nogle rammer for sammenhængen mellem udbuddets størrelse og referencekravet. Derved opnås en konkurrence og sandsynligvis også lavere priser i den efterfølgende licitation.
Problemet med at udbud sker i for store ”klumper” er ikke nyt. Det er kendt også i udlandet. Sidste år var jeg i USA, hvor jeg stødte på det i forbindelse med udbud af grønne driftsentrepriser, som ofte var blevet en underliggende del af en helt anden serviceentreprise. Det kunne f.eks. være ”vagt og sikkerhed”. Dette rejser et andet spørgsmål; Nemlig når man i udbud – som vi også ser det herhjemme – går udenom fagentreprisen, hvorledes vil man så imødekomme et stort politisk ønske; Nemlig , at der komme flere unge i lære ? I og med at fagligheden reduceres som følge af sammenblanding af opgaver, vil det i praksis også blive sværere at finde egnede lærepladser til lærlinge. Når der i udbud stilles krav om at entreprenøren skal ansætte lærlinge, må man spørge sig selv om ”i hvilket fag”? Den ene uge skal eleven gå på vagt, den næste slår vi græs og den tredje tømmer vi affaldsspande. Pointen er, at stordrift kan være med til at holde omkostninger nede, men den kan have nogle utilsigtede bivirkninger.