Regeringen i sit forslag til finanslov vil skaffe 490 mio. kr. ekstra til statskassen ved at lade politiet udskrive flere fartbøder. Det ligner en praksis, som strækker sig helt tilbage til Frederik den 3., som i 1661 – for at få flere penge i statskassen – indførte bødestraf for udeblivelse til søndagsgudstjeneste.
Det principielle problem er, om straf bør bruges som budgetteret indtægtskilde for staten? Er det retssikkerhedsmæssigt i orden, at man i et retssamfund baserer landets økonomi på at straf? Man kan ikke undlade at frygte for sin retssikkerhed, hvis nu budgettet ikke kan holdes? Hvorledes vil stats- ordensmagten så gå til værks? Færdselsloven går helt tilbage til 1685, hvor den dog kun vedrørte København. Da bilen kom, blev den i 1903 gjort landsdækkende. Formålet med loven var dengang – og har altid været – at tilgodese færdselssikkerheden – ikke at skaffe penge til statskassen.
Ikke alle opfører sig som de skal i trafikken og selvfølgelig skal det udløse en sanktion, når reglerne ikke overholdes. Men mit budskab er, at det bliver betænkeligt, når man på samme møde som Frederik den 3., begynder at bruge folkets synder som middel til at booste statens indtægter. Problemer med retssikkerheden på færdselsområdet, har allerede været diskuteret i retten. F.eks. kan nævnes flere retssager om politiets laserpistoler, hvor den sigtedes advokater har stillet spørgsmålstegn ved retssikkerheden, fordi der ikke har været tilstrækkelig viden om de fejlkilder, som kan påvirke politiets målinger. Der er endvidere diskussionen om det er rimeligt, at politiet bruger målebiler, i stedet for de såkaldte ”stærekasser”, som i retssikkerhedsmæssig henseende har den fordel, at bilisterne ved, når de er opsatte og derfor er advaret om konsekvensen af en fartoverskridelse. Derved fjerner man karakteren af ”dummebøde”, som målebilerne får i bilisternes øjne.
Men det stopper ikke her. En arbejdsgruppe under Rigspolitiet har foreslået, at fartbøder skal gives til bilens ejer og ikke dens fører. Tanken bag dette er, at politiets arbejde skal gøres lettere. Hvis man overførte denne tankegang til straffeloven, ville det så betyde, at hvis man ikke kan finde morderen, så straffer man den, som ejer den ejendom han bor i? Vi har allerede set, hvorledes regeringen i skattelovgivningen nu har gjort det muligt for SKAT at trænge ind på privat grund , som ellers indtil nu har været beskyttet af § 19 i Grundloven om bopælens ukrænkelighed. Advokatsamfundet har advaret om konsekvenserne i forhold til retssikkerheden. Skal politiet, hvis opgave det er at beskytte borgerne nu bruges som skatteopkrævere? – og i denne proces ”rette smed for bager”, fordi staten mangler penge? Jeg synes det er en dårlig ide