Hvis man ansat i en i en virksomhed, der løser opgaver, som involverer brug af f.eks. våben eller sprængstoffer, kræver det godkendelse af politiet. En sådan godkendelse kan tilbagekaldes, hvis politiet finder det betænkeligt, at man har en sådan godkendelse. Bedømmelsen sker ud fra reglerne i Våbenbekendtgørelsens § 48, som giver politiet denne hjemmel. Praksis har gennem de seneste flyttet sig i retning af, at der i dag ikke skal så meget til, før politiet bliver ”betænkelige”, som for f.eks. 10 år siden.
En sag fra nyere tid kan her nævnes som eksempel på at en overtrædelse af færdselsloven førte til en sag om tilbagekaldelse af godkendelse til sprængstoffer.
Baggrunden var, at den pågældende havde vedtaget en bøde for overtrædelse af færdselsloven, ved at have ført personbil ”efter at have indtaget det bevidsthedspåvirkende stof ”Tetrahydrocannabinol” (THC), som er klassificeret som farlig for færdselssikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til lovlig recept, i et omfang at værdien af den aktive komponent i blodet under eller efter oversteg den tilladte mængde THC pr. kilogram blod”. Med andre ord var der tale om kørsel efter at have indtaget ”hash – (cannabis)”.
Selvom der ikke er tale om en egentlig overtrædelse af ”Lov om euforiserende stoffer”, men Færdselslovens § 54 Stk. 2, har senere års praksis vist, at politiet indfortolker, at indtagelse af THC i princippet er en overtrædelse af ”Lov om euforiserende stoffer”, selvom der hverken rejst sigtelse / anklage for dette. Politiet vælger at alene givet et bødeforlæg for overtrædelse af færdselsloven og ikke Lov om euforiserende stoffer. Det er en mindre ressourcekrævende løsning, som mange vælger at reagere på, ved at betale bøden for at få sagen afsluttet.
Men heri ligger også, at Politiets Administrative center for Våben efterfølgende betragter det som en indirekte erkendelse af en overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.
En overtrædelse af lov om euforiserende stoffer giver i henhold til motiverne og praksis bag våbenloven og våbenbekendtgørelsen adgang til at politiet kan være ”betænkelig” og inddrage våbenbeføjelser alene på denne baggrund i modsætning til f.eks. spirituskørsel.
Efter at den pågældende havde afgivet høringssvar i sagen, valgte Politiets Administrative Center for Våben dog at lade den pågældende beholde sin godkendelse med begrundelse i overtrædelsens karakter, tidsperspektivet i sagen idet det er var gået 2 år siden ovetrædelsen, at den pågældende var erhvervsmæssigt beskæftiget sig med et arbejde, som forudsatte, at den pågældende havde de nødvendige tilladelser, idet en beslutning om inddragelse ville betyde, at den pågældende kunne miste sit job. Ligeledes lagde man lagt vægt på, at der ikke efterfølgende var belastende hændelser, som i forhold til vandelskravet.
Det afgørende er her, at det fremgår direkte af Rigspolitiets bemærkninger til gældende regler om tilbagekaldelse af våbenbeføjelser, at politiet vil være særlig varsom, når en tilbagekaldelse kan føre til, at en borger mister sit job.
Denne praksis styrkes af en anden tidligere sag, som jeg har ført, som omhandlede en skytteelev på et gods, som ligeledes beholdt sine våbenbeføjelser, da han ellers ville miste sin læreplads.