Det er en politiopgave at anholde kriminelle. Men særlig når det gælder krybskytteri, er der en reel chance for at det bliver ejendommens ejer, jagtrettighedshaver eller ansatte, som render på krybskytterne i færd med deres ugerninger. Af jagtlovens § 32 fremgår: Den jagtberettigede er beføjet til selv eller ved sine folk at anholde enhver, der overtræder §13 (d.v.s. ikke har jagtretten), og føre den pågældende til politiet. Samme beføjelse tilkommer brugeren af arealet, selv om denne ikke har jagtret. Så kommer spørgsmålet – hvad nu hvis krybskytterne gør modstand ? Efter reglerne og praksis har den jagtberettigede begrænset adgang til at bruge magt for at gennemføre den og skulle han komme til at ”tage lidt for hårdt fat”, vil der under hensyntagen til sagens faktiske omstændigheder være mulighed for at den jagtberettigede bliver dømt for vold, men at straffen evt. bortfalder. Det skal dog langt fra lyde som en opfordring til at ”gå til den” i forbindelse med en anholdelse og man skal holde sig fra at bruge nogen former for våben eller genstande, som kan bruges som våben. Den som modsætter sig anholdelse, kan på den anden side også blive straffet for vold. F.eks. blev en krybskytte idømt 4 måneders fængsel for at slå en jagtbetjent i hovedet med en stok og tage kvælertag. Havde det været omvendt – altså jagtbetjenten, som havde gjort det samme – ville der næppe have været tale om magtanvendelse, som var tilpasset situationen. Konklusionen er derfor, at man ved civil anholdelse skal nøjes med f.eks. at afskære flugtvejen og søge at fastholde krybskytten, mens man afventer politiets ankomst. Politiet opfordrer som regel borgere til ikke at ”spille helt”, idet man både kan komme slemt til skade og samtidig risikere selv at havne på anklagebænken.
