Efter den ulykkelige hændelse, hvor en politibetjent blev skudt – angiveligt med et stjålet skytteforeningsvåben, er der allerede nu overvejelser på Christiansborg om hvordan man kan stramme reglerne for erhvervelse skytteforeningsvåben. Før man ser på stramninger, bør vi måske lige se på, hvilke regler, som gælder i dag: Det fremgår af ”våbenbekendtgørelsen” (VBK), at skytteforeninger kan administrere og medlemmer kan eje skytteforeningsvåben efter reglerne om våbenpåtegning i §§ 6, 7 og 8, her uddrag:
§ 6 En våbenpåtegning efter § 5 kan kun gives efter forud indhentet samtykke fra politidirektøren i hvert enkelt tilfælde.
Stk. 3. Våbenpåtegningen giver alene adgang til at anvende våbnet til de aktiviteter, som DGI, Dansk Skytte Union eller Dansk Firmaidrætsforbund har godkendt for det pågældende våben. Dette skal fremgå af våbenpåtegningen.
Stk. 4. En våbenpåtegning bortfalder, når medlemskabet af foreningen ophører, eller hvis foreningens godkendelse efter § 5, stk. 1, bortfalder. Foreningen kan på ethvert tidspunkt tilbagekalde en våbenpåtegning. Foreningen skal underrette politidirektøren, når en våbenpåtegning bortfalder eller tilbagekaldes, og skal samtidig slette denne.
§ 7. Politidirektøren kan godkende, at skytteforeninger under DGI, Dansk Skytte Union og Dansk Firmaidrætsforbund kan give våbenpåtegning på foreningens medlemsbeviser til skydevåben, der er omfattet af skydeprogrammet for den af de 3 hovedorganisationer, som skytteforeningen hører under. Skydevåbnet skal overholde den pågældende organisations tekniske specifikationer for det pågældende våben.
§ 8. En våbenpåtegning efter § 7 kan kun gives efter forud indhentet samtykke fra politidirektøren i hvert enkelt tilfælde.
Stk. 2. Ansøgning om samtykke til våbenpåtegning indgives på en særlig blanket. Ansøgningen sendes til politidirektøren forsynet med en påtegning fra skytteforeningens hovedorganisation om, at det våben, ansøgningen vedrører, er omfattet af organisationens skydeprogrammer.
Stk. 3. Våbenpåtegningen giver alene adgang til at anvende våbnet til de aktiviteter, som DGI, Dansk Skytte Union eller Dansk Firmaidrætsforbund har godkendt for det pågældende våben. Dette skal fremgå af våbenpåtegningen.
Stk. 4. Samtykke til våbenpåtegning kan kun meddeles, hvis ansøgeren godtgør, hvor våbnet stammer fra.
§ 46 i VBK foreskriver at: Våbentilladelse, samtykke til våbenpåtegning og jagttegn samt andre tilladelser eller godkendelser efter våbenloven og denne bekendtgørelse kan kun gives til personer, om hvis personlige forhold og hidtidige vandel, der ikke foreligger oplysninger, som gør det betænkeligt at imødekomme ansøgningen.
Reglerne må altså læses således, at hvis der foreligger belastende oplysninger om at en person om kriminelle forhold, så vil ”systemet”, via et tjek i strafferegisteret (som ansøgeren giver sit samtykke til på ansøgningsblanketten) udfinde de personer, som ikke skal kunne have skydevåben. Men spørgsmålet er herefter om en person, som er straffet så ej heller skal kunne være medlem af en skytteforening?
Af Menneskerettighedserklæringen Artikel 20 fremgår: Alle har ret til under fredelige former frit at forsamles og danne foreninger. Ingen kan tvinges til at være medlem at en forening.
I princippet er der måske ikke noget i vejen for at en forenings vedtægter udelukker kriminelle, men det er betænkeligt, at man afskærer en del af befolkningen fra at være en del af et fællesskab, ved at staten går ind og lovgiver om, hvad der skal stå i vedtægterne.
Dernæst – må en straffet så slet ikke komme i en skytteforening, også selvom han eller hun ikke er medlem? Det bliver meget svært at styre i praksis – f.eks. skal alle kriminelle have et stående polititilhold om ikke at nærme sig en skytteforening? Hvad nu hvis faderen er straffet, men gerne vil se sin datter blive juniormester i flugtskydning? Eller en person gerne vil ”prøve” om skydning er noget for vedkommende, skal skytteforeningen så bede om at se en ren straffeattest for at vedkommende prøveskyde med luftbøsse?
Uden i øvrigt at ville blande mig i lovgivernes arbejde, skal dette blot være en opfordring til ikke at overreagere for at vise handlekraft og (denne gang) tænke tingene igennem FØR lovgivning, så vi ikke havner i samme problemer, som med ”knivloven”.