Politiet har truffet afgørelse i en sag vedrørende ulovlig import af kniv.
Sagens omstændigheder var, at en borger havde importeret en spade, hvor det efterfølgende viste sig, at spadens skæfte indeholdt en kniv. Det vidste borgeren ikke, idet det ikke fremgik at ”multifunktionsværktøj” indeholdt en gemt kniv.
Forsendelsen blev stoppet i tolden og politiet involveret. Det medførte et bødeforlæg, som borgeren ikke ville betale. Derfor kom sagen i retten, hvor dommeren kom frem til, at den tiltalte ikke skulle have en bøde, men i stedet tildeles en advarsel.
Dermed endte sagen…….troede borgeren, indtil han fik en skrivelse fra politiets våbenkontor, som var af den opfattelse, at borgeren skulle miste sit jagttegn med den begrundelse, at politiet vurderede, at det er betænkeligt, at borgeren har adgang til våben, fordi han havde overtrådt knivloven ved at have ”indført et blankvåben i form af en multifunktionel spade, der indeholdt en skjult kniv.”
Det fremgår af Retsplejeloven, at en sag kan afgøres ved, at retten tildeler tiltalte en advarsel, hvis retten finder at: 1) tiltalte er skyldig 2) sagen egner sig til afgørelse ved en advarsel på grund af lovovertrædelsens karakter, herunder navnlig fordi der er tale om et førstegangstilfælde af en ringe forseelse, og 3) tiltalte ikke protesterer.
Borgeren har haft jagttegn i næsten 40 år og været medlem og aktiv skytte i div. skytteforeninger i lige så mange år. Han er ustraffet.
Efter 3 måneders sagsbehandlingstid blev der truffet en afgørelse om at borgeren beholder sit jagttegn. Politiet lagde i sin afgørelse vægt på, at der kun var idømt en advarsel og at borgeren havde gode personlige forhold.
Min kommentar til afgørelsen: Det er uklart hvorfor sagen blev rejst, fordi politiet på forhånd jo må have kunnet gøre sig bekendt med, at der alene var idømt en advarsel. Dernæst har politiet adgang til egne registre, hvor myndigheden tillige kunne gøre sig bekendt med borgerens vandel, som var pletfri.
Som sagen foreligger oplyst, kan man ikke lade være med at overveje om denne sag var et forsøg på gennem administrativ afgørelse at finde den ”nedre grænse” for hvornår jagtegnet skal inddrages.
Efter min opfattelse, ville en afgørelse om, at borgeren mistede sit jagttegn være på kant med princippet om ”proportionalitet” i forvaltningen. Der er tale om et grundprincip, som indebærer, at der skal være et rimeligt forhold mellem forseelsen og sanktionen. Samme princip, som gælder i strafferetten. Men i strafferetten er det dommeren, som afgør sanktionen, mens det i sager om inddragelse af samtykke af jagttegn, er politiet selv.
Her spiller er administrativ praksis en væsentlig rolle i fortolkningen af, hvornår det findes ”betænkeligt”, at nogen har adgang til våben. Lovgiverne har ikke givet retningslinjer for hvorledes forvaltningen afgør hvornår våbenbesiddelse er ”betænkelig”. Det er således forvaltningen selv, som opstiller den administrative praksis indenfor rammerne af forvaltningsloven og reglerne om skøn.
Hvis man vil undgå at komme i lignende situation, skal man afholde sig fra at købe ting på internettet, som man ikke er 100% sikker på. Hvis uheldet er ude og man kommer i en lignende situation, skal man nøje overveje, om man vil betale bøden, fordi en betaling sidestilles med erkendelse af et strafbart forhold. Det medfører ofte en sag om inddragelse af samtykke til jagttegn og våbentilladelser – oveni. Er man i tvivl, vil den største retssikkerhed ligge i ikke at betale bøden og overlade til retten af afgøre skyldsspørgsmålet.