Reglerne om at holde hund er inde i en udvikling, som på mange måder ligner det jægerne har oplevet indenfor våbenlovligningen; Nemlig stadig flere stramninger og skrappere sanktioner for overtrædelser. Hundeloven er blevet strammet betydelig, hvilket bl.a. skyldes nogle grupper i samfundet har fundet sig tilrette med en ny hobby i form af bidske kamphunderacer. Det ligner på mange måder de problemer, som førte til stramninger af våbenlovgivningen, fordi rockere havde gang i indbyrdes opgør, som involverede brug af skydevåben, eller ungdomsbander med hang til knive. Naturstyrelsen har instrueret sine medarbejdere om, at folk med løsgående hunde skal noteres med henblik på politianmeldelse. Bødetaksten for løse hunde er nu steget til 2000 kr. Det er næppe jægerne, som kommer til at ”spytte” i bødekassen, fordi de har selvfølgelig styr på deres hunde. Men alligevel bliver de ”ramt” af nye opstramninger i forhold til deres firbenede jagtkammerater: Der er nu indført total forbud mod at hunde må gå vandet på de danske strande, som har blåt flag i perioden 1. April til 30. September. Beslutningen er truffet af den internationale bestyrelse for ”blå flag”. Dermed er det ikke længere muligt at svale vore hunde af i sommervarmen. De jægere, som har brugshunde til brug for ”vand og slæb” har dermed en ny udfordring, idet stillestående vand inde i landet kan have giftige alger, som er skadelige – måske dødlige for hunden. Begrundelsen for forbuddet er efter det oplyste, at FNs WHO (verdenssundhedsorganisationen) har målinger, som viser, at vandet bliver renere, hvis hunde ikke bader. Det skal oplyses, at der i de samme regler ikke er restriktioner for badning af andre dyr eller børn, som går med ble. Det er endvidere kommet frem i forbindelse med kommentarer til de nye regler, at flere og flere strandgæster har følt sig generet af hunde på stranden. Det ikke oplyst, at der er tale om jægere, hvilket også har formodningen mod sig, da jagthunde som regel har fået en årelang træning og har aflagt prøver i god opførsel. Men igen er det de seriøse hundeejere, som må lægge ryg til de stramninger, som forårsages af andre.